Vi bruger cookies

Ved at bruge sitet acceptere du dette. "nej tak til cookies"

Læs vores cookiepolitik

Denne målsætning er skrevet på baggrund af dialoger i forældrebestyrelsen, på et forældremøde og i medarbejdergruppen.

I Fuglekær vægter vi et respektfuldt og dialogisk forældresamarbejde højt.

Vi bestræber os på at møde alle forældre på en anerkendende og involverende måde, hvor vi søger dialog om barnets trivsel og udvikling. Dialog i det daglige møde i institutionen, samt ved samtaler som vi indkalder til. I må som forældre meget gerne tage initiativ til en samtale, hvis der er noget der undrer/bekymrer jer.

Alle forældre tilbydes to samtaler i løbet af børnenes tid i institutionen, en i vuggestuen ved overgang til børnehaven og en i efteråret op til næste års skolestart (se barnets gang på hjemmesiden). Mange har flere samtaler, da vi ønsker at dele vores eventuelle undring/bekymring, så snart den opstår. Det er vigtigt for os, at vi hurtigt deler vores bekymring, så vi sammen kan få afkræftet en bekymring, forebygge, eller sætte ind hvis dit barn har det svært.

Vi har et ”mini” forældremøde, ca. hver fjerde måned, for nye forældre i vuggestuen, hvor vi drøfter start, aktiviteter mv., et forældremøde i januar hvor der fortælles om overgangen til børnehaven, samt et fællesforældremøde i maj hvor der er bestyrelsesvalg, samt forskelligt relevant indhold, med oplægsholder, dialoggrupper og andet.

Vi har sommerfest, som bestyrelsen arrangerer, blomstens dag og en julefest hvert år. 

 

Forældrebestyrelsen har ønsket at vi i forældresamarbejdet i Fuglekær, fortsat lægger vægt på:

  • At forældrene modtager et brev fra institution ved start, hvor der opfordres til et besøg inden start i institutionen, eller på den nye stue.
  • At nye medarbejdere hilser og præsenterer sig for forældrene.
  • At se forældrene og familien – og ikke kun barnet - i det daglige, fx ved aflevering og afhentning.
  • At der er en bevidsthed om at Tabulex systemet ikke må erstatte, den personlige kontakt imellem forældrene og medarbejdere.
  • At medarbejderne formår at møde forældrene og barnet der hvor de er, fx ved start i institutionen og i dagligdagen generelt.
  • At medarbejderne i det daglige støtter og hjælper med at overvinde vanskelige situationer/udfordringer ved f.eks. aflevering og afhentning.
  • At medarbejderne videreformidler barnets relationer i daginstitutionen, så forældrene kan understøtte de sociale relationer.
  • At forældrene bliver informeret om barnets kunnen og eventuelle udfordringer.
  • Fastholdelse af faste traditioner, med inddragelse af familien som: blomstens dag, bedsteforældredag, jule- og sommerfest.
  • At ledelsen er synlig - vigtigt at forældre ved hvem de skal henvende sig til og hvem der står for hvad (se under ledelsen på hjemmesiden).

 

Ønsker til fortsat vægtning og evt. nye tiltag til forældresamarbejdet fra små dialoggrupper til forældremødet

( disse pointer er overvejelser fra de enkelte grupper og kan ikke alle betragtes, som generelt dækkende):
  •  Informationer, dagbog og små fortællinger om barnet i det daglige.
  • Begge parter skal være gode til at give relevant information hvis der er en særlig situation i hjemmet, eller institutionen.
  • Tydelige voksne og tid til dialog og besked til forældrene, hvis der er sket noget i løbet af dagen.
  • En oplægsholder en, eller to gange om året.
  • Aldersrelateret ”coaching” ift. hvad barnet har brug for/kan have gavn af lige nu.
  • Information om børnenes dagligdag, aktiviteter, rutiner og struktur b.la. via billeder, videoer på Tabulex.
  • Forældrene skal vise tillid og forståelse og tro på at pædagogerne vil deres barn det bedste.
  • At man som ny forældre bliver lyttet til og taget godt imod.

Overståenden ønsker til samarbejdet, er alle pointer, som vi i medarbejdergruppen, bakker fuldt op om (dog besluttes brug af billeder/video i forældrebestyrelsen).

 

Det efterfølgende er øvrige pointer, som medarbejdergruppen har vurderet som særligt vigtigt i forældresamarbejdet:

  • Ved barnets start i Fuglekær, afstemmes forældrenes og institutionens ønsker og forventninger til samarbejdet
  • Vi er fagprofessionelle repræsentanter for institutionen og skal altid være nysgerrige, tillidsfulde, indlevende og vejledende i samarbejdet med forældre.
  • Vi anerkender at alle forældre har de bedste intentioner, og altid ønsker det bedste for deres barn, at alle har forskellige bevæggrunde og forudsætninger for at tænke og gøre som de gør - det er i dialogen, vi skal forstå hinanden.
  • I er de vigtigste omsorgspersoner i barnets liv, I hjælper jeres barn, hvis I kan vise barnet, at I er trygge ved at aflevere barnet til medarbejderne i Fuglekær.
  • Hvis der er noget I ønsker jer, eller som I ikke oplever at medarbejderne gør, så fortæl os om det – alle familier er forskellige, og vi vil så gerne vide, hvordan vi kan hjælpe jer allerbedst.
  • På forældremøder taler vi om forventninger og ønsker til samarbejde – og afstemmer praksis ift. hvad der er muligt og hensigtsmæssigt at ændre.
  • Vi skal gøre det nemt for forældrene, at indfri vores forventninger, ved at have dialog, informere, visualisere mv.
  • Ved kulturelle forskelle skal vi tage teten og byde forældrene ind - fortælle om dansk institutionskultur og være nysgerrige på familiens kultur.

Ønsker til jer som forældre i Fuglekær:

  • At I møder medarbejdere i Fuglekær på samme anerkendende måde.
  • At I prioriterer tid i både vuggestuen og børnehaven, ved start eller overgang.
  • At I tager initiativ til dialog i det daglige og giver udtryk for underen og nysgerrighed, når det opstår.
  • At I prioritere at komme til de indbudte samtaler.
  • At I hjælper jeres børn, med at holde orden i garderoben og med at finde sutsko, vanter mv., når I mangler dem om morgenen/eftermiddagen.
  • At I løbende opdaterer tlf. nr. mv på Tabulex , samt holder jer orienteret på Tabulex og melder sygdom, fri mv. i systemet.

  

Vi glæder os til at samarbejde med jer