Dagligdagen i vuggestuen 

Dagen er struktureret og genkendelig for børnene. Dagen veksler mellem planlagte og frie aktiviteter på stuerne. 

Hver formiddag er der planlagt fælles aktiviteter for ca. 3 børn pr. stue i vores motorikrum. Efter aktiviteten er der frokost og middagshvil. (undtaget feriemånederne). 

De fleste børn er ude hver dag. Enten på legepladsen, på tur eller når de sover.

 

Aktiviteter på tværs i vuggestuen

I vuggestuen Rødkælken tilbyder vi børnene aktiviteter på tværs af basisgrupperne. Formålet er, at skabe små læringsmiljøer, hvor læringsprocesserne er i fokus. Børnene får her i perioder mulighed for, at fordybe sig i forskellige aktiviteter i samspil med andre børn og voksne. Gruppestørrelsen er tilpasset aktiviteten. 

 

Vi arbejder med følgende områder:

Vi stimulerer sproget 

Vi arbejder fortrinsvis med sprogkufferter og dialogisk oplæsning. Af og til går vi en ”sprogtur” i området omkring vuggestuen. 

1 gang om ugen for 2x3 børn i perioder på 1-3 mdr. 

Vi styrker motorikken med rytmik 

I Rødkælken har vi et motorikrum på 33m2, som vi benytter dagligt. Motorikrummet er udstyret med gulvmåtter, pude moduler, hynder, en tunnel, musikinstrumenter, risposer, tørklæder m.m. Herudover kan vi sætte forskellige gynger op. 

1 gang om ugen har vi strukturerede forløb for 1,5 årige børn. Aktiviteterne er tilrettelagt og udføres af vores bevægelsespædagog. De enkelte grupper fungerer i perioder på 2-3 mdr. 

Vi får besøg af en musikpædagog 

Musikskolen er et tilbud til alle vuggestuebørn i alderen 2,5-3 år. Vi får besøg af Musikpædagog René fra Glostrup Musikskole, der leder aktiviteten og de musikalske lege. Pædagoger fra vuggestuen har fokus på læringsprocesserne i socialt samspil og turtagning. Gruppen er på ca. 12 børn pr. gang i en periode på ca. 4 mdr. 

Storbørnsgruppe får god overgang til børnehaven 

Hvert år efter nytår samler vi de kommende børnehavebørn i en gruppe. Gruppen samles en gang om ugen frem til børnehave starten (ofte april, maj).

I januar arbejder vi med aldersrettede aktiviteter. Det kan for eksempel være, lære at gå tur i en gruppe. I februar og marts arbejder vi med den ”gode overgang”, som består af besøg på den kommende stue i børnehaven sammen med kammeraterne. 

Har vi mange store børn fra oktober til nytår, etablerer vi en storbørnsgruppe allerede i oktober.   

Vi er kreative 

I løbet af året arbejder vi med kreativitet på tværs af basisgrupper i mindre grupper. Vi prioriterer ofte malerprojekter, klippe-klistre aktiviteter i forhold til traditioner. Vi arbejder i projektgrupper og perioden er på 1-2 mdr. 

Vi tager på tur 

I maj eller juni arrangerer vi ture til Zoologiskhave, for de børn der selv kan gå rundt i haven sammen med de voksne og se på dyrene. 
For de mindre børn er der i løbet af året klapvognsture i nærmiljøet. Der er ture ca. 1 gang om ugen. Børnegruppen er forskellig. 

Vi har skovvuggestue 

I juni går de ældste børn (ca. 9 børn og 3-4 voksne) i skoven hver formiddag. På turen er der fokus på det spontane, det undersøgende og det legende.

 

Dagligdagen i Børnehaven 

Dagen skifter mellem planlagte og fri aktiviteter. Vi holder samling en gang om dagen. 

Alle børn og voksne spiser frokost og frugt sammen i deres grupper. 

Alle børn er ude på tur eller på legeplads hver dag. 

Vi tilbyder middagshvil til alle børn, som har behov for det mellem 12 og 14. 

Dagligdagen i Mejsegruppen

Dagen er struktureret efter børnenes behov med mange planlagte aktiviteter og særlige dagsprogrammer for hvert enkelt barn.